Projektet Naturkultur ligger i forlængelse af de Forenede Nationers (FN) verdenstopmøde om bæredygtig udvikling, som blev afholdt i Johannesburg i Sydafrika i 2002. Formålet med Naturkultur er, at sætte det globale miljø, forholdet mellem natur og kultur, på skoleskemaet i landets folkeskoler. Projektet skal blandt andet give 5. – 6. klasses elever indsigt i nogle af de interessekonflikter, der opstår i forbindelse med udnyttelse af naturressourcer. Begrebet ´bæredygtighed´ og samspillet mellem natur og kultur er væsentlige omdrejningspunkter for hele materialet.

Indsigt
Med materialet ønsker vi, at eleverne opnår indsigt i de ligheder og forskelle, der er mellem verdens lande både kulturelt og miljømæssigt. Dette gøres ved at sammenligne Danmark og det østafrikanske land Uganda indenfor de fastlagte emner natur og kultur, affald, energi, skov og vand. Eleverne skulle gerne blive bevidste om, at vores forhold til miljøet hænger sammen med vores kulturelle baggrund;  at vores livsstil og levevilkår, især gennem forbrug, danner baggrund for forskelligheder på dette område.

Handling
Gennem undervisningsmaterialet bliver eleverne bevidste om, at de handlinger, som vi alle dagligt foretager os, enten alene eller sammen med andre, har konsekvenser for vort miljø. Samtidig vil vi gerne bevidstgøre eleverne om de handlemuligheder, de selv har i forhold til at passe på miljøet i hverdagen. At give eleverne handlekompetencer er derfor et meget vigtigt aspekt af undervisningen.

Oplevelse, indsigt, handling
For at eleverne kan opnå motivation til indsigt og få handlekompetencer, er materialet opbygget omkring de tre tilgange oplevelse, indsigt og handling. Oplevelse får eleverne primært foran skærmen i ’Rejsen til Uganda’ sammen med de to figurer Tut og Ida. Indsigt får eleverne primært fra teksterne i ’Vidste du det?’, hvor både illustrationer, Tut og Ida og emner fra ’Rejsen til Uganda’ går igen. Kompetence til handling opnår eleverne primært ved at arbejde med emnerne i klassen. Det kan man gøre ud fra de undervisningsforslag og story lines, der er at finde i ’Inspiration og ideer’ under ´Lærerværelset’. Disse bygger hovedsageligt på Tut og Idas oplevelser og erfarede problemstillinger i Uganda. Eller man kan sammen med eleverne lave sine helt egne undervisningsforløb inspireret af hjemmesidens tema og metode.

Brug af materialet
Materialet er primært tiltænkt undervisning i 5. - 6. klasse i den danske folkeskole i fagene dansk, natur/teknik og kan desuden bruges i tværfaglige undervisningssammenhænge. Ungdommens Røde Kors har alle rettigheder over materialet. Materialet kan frit og gratis bruges i de nævnte undervisningssammenhænge. Til al øvrig brug af materialet skal der indhentes tilladelse fra Ungdommens Røde Kors.

Baggrund
Gennem en årrække har Ungdommens Røde Kors udviklet undervisningsmaterialer til brug for folkeskolen indenfor emner, der er centrale for børn og unges ve og vel i hverdagen. Hjemmesiden www.naturkultur.org er et af disse materialer, hvor fokus denne gang er på samspillet mellem natur og kultur i et globalt perspektiv. Projektet Naturkultur har bestået af to dele – en undervisningskampagne i august måned 2002, og dette netbaserede undervisningsmateriale. Begge dele har taget afsæt i en sammenligning mellem miljø, natur og kultur i Danmark og Uganda og lagt vægt på interaktiv læring for 5.-6. klasse.

Hvorfor Uganda?
Hvert år afholder Ungdommens Røde Kors en undervisningskampagne, hvor afrikanske Røde Kors samarbejdspartnere deltager. I 2002 deltog 4 ugandere i Naturkultur undervisningskampagnen. Et mangeårigt samarbejde med Uganda og ugandernes deltagelse i undervisningskampagnen danner grundlaget for hjemmesidens fokus på Uganda. Naturkultur hjemmesiden er også baseret på danske Ungdommens Røde Kors delegaters oplevelser i Uganda. Det er muligt at få besøg på sin skole af en af disse danske delegater og høre om deres oplevelser fra Uganda. Er du interesseret i dette, kan du rette henvendelse til Ungdommens Røde Kors – klik på ’Kontakt’.

Undervisningskampagnen
I løbet af august måned 2002 besøgte frivillige fra Ungdommens Røde Kors sammen med fire frivillige fra Røde Kors i Uganda fire danske folkeskoler rundt omkring i Danmark. På skolerne blev lokaler og skolegård inddraget til et rolle- og aktivitetsspil. Dette foregik som en busrejse gennem Uganda med skolernes 5. og 6. klasser.

Undervejs stødte eleverne på forskellige interessekonflikter og problemstillinger i forhold til energi, skov, affald og vand, som de skulle forholde sig til. Ideerne til rolle- og aktivitetsspillet er videreudviklet til hjemmesiden og specielt blevet brugt i ’Rejsen til Uganda’ og de story lines du kan finde i ’Inspiration & ideer’ under ’Lærerværelset’.

Redaktionsgruppen
Naturkultur er tilrettelagt af frivillige i Ungdommens Røde Kors. Konceptet og materialet på hjemmesiden er udviklet under ledelse af Pernille Risgaard Jørgensen af frivillige fra Ungdommens Røde Kors og i samarbejde med en række eksterne konsulenter. Hjemmesiden er lanceret i slutningen af 2002.

Redaktionsgruppen består af følgende frivillige fra Røde Kors:

  • Pernille Risgaard Jørgensen: Redaktør og projektleder, kandidat i miljøvidenskab, www.enviromedia.dk
  • Gitte Elton: Studerer skovbrug
  • Jeanette Holm: Kandidat i pædagogik og internationale udviklingsstudier
  • Lars Jakobsen: Folkeskolelærer med hovedfag i fysik og kemi
  • Maj-brit Raben Rasmussen: Kandidat i kommunikation og internationale udviklingsstudier
  • Mette Mørk: Multimediedesigner
  • Mikkel Erland Jensen: Studerer filosofi og kulturstudier
  • Thomas Hedegaard Ginnerup: Cand. jur.
  • Tommy Andersen: Studerer biologi
  • Trine Schnell Nielsen: Kandidat i geografi og kommunikation

og eksterne konsulenter:

  • Frank Jensen: Pædagogisk konsulent, www.skolemedia.dk
  • Jannick Kirk Sørensen: Lyddesign til ’Rejsen til Uganda’, www.audiotales.net
  • Jimmy Gram Escherich: Content Management System, samt webprogrammering, Time2Web, www.time2web.dk
  • Jonas Honoré: Content Management System, samt webprogrammering, Time2Web, www.time2web.dk
  • Kathrine Collin Hagan: Faglig sparring, International konsulent i Ungdommens Røde Kors
  • Line Birkvad: Pædagogisk tilrettelæggelse af ’Vidste du det?’, folkeskolelærer, studerer til Master i Pædagogisk IT
  • Maria S. Minard: Animationer, illustrationer og BASIC-programmering af  ’Rundrejsen’. Illustrationer i øvrigt, www.minard.dk
  • Martin Møller: Flash-programmering og design af ’Besøg i Tuts landsby’, www.eyecon.dk
  • Rassan Khatib: Korrektur, civilingeniør
  • Rikke Gertsen: Grafisk brugerflade-design
  • Sheena Laursen: Pædagogisk tilrettelæggelse af ’Vidste du det?’, folkeskolelærer, studerer til Master i Pædagogisk IT

Naturkultur har fået økonomisk støtte fra

  • Den Grønne Fond
  • Danidas Oplysningsbevilling
  • EU-Ungdom